Egentlig hedder området Bejsebakken, men efter at man begyndte at bebygge området hedder det i daglig tale Sorthøj.

Sorthøj er også navnet på den ene af de gravhøje der ligger her.
Store dele af bakken er udlagt til rekreativt område med belyste stier. Mange af områdets beboere går tur her, for at nyde udsigten ud til fjorden og mærke den friske vind. Når man går over markerne, ser man stadig masser af flint, og man kan også være heldig at finde forarbejdet flint.

Området er bydelen Hasseris, som er et kvarter i det sydvestlige Aalborg. Hasseris planområde har et indbyggertal på 11.341 (2009) og planområdet har et areal på 10 km2. Sognet udgjorde indtil kommunalreformen 1970 Hasseris kommune, men blev ved denne tilsluttet Aalborg kommune. Bydelen er i særlig grad karkteriseret ved to bebyggelser: den gamle landsby, kaldet Gammel Hasseris og den nyere villaby mellem Gammel Hasseris og Aalborg.

I Gammel Hasseris forsøger byplanlæggere at opretholde landsbykarakter, mens villabyen ønskes udviklet som en haveby/havekvarter med grønne områder og beplantning. Som eksempel herpå kan nævnes Holberg-kvarteret omkring Rotunden.

Bydelen råder over enkelte detailforretninger, Gammel Hasseris Skole og Stolpedalsskolen. Endvidere ligger Hasseris Gymnasium i bydelens sydlige periferi.

Hasseris sogn har naturligvis sin kirke. Kirken er - som adskillige bygninger i Hasseris og Aalborg - tegnet af arkitekt Einar Packness.

Se iøvrigt:

Lokalplan 05-035
www.hasseris.dk